Litnet efter generalforsamlingen
Litnet har holdt generalforsamling og har fået et nyt medlem i bestyrelsen, Lene Schmidt-Petersen. Vi byder Lene varmt velkommen.
Kontingentet bevares uændret på 200 kr. for et kalenderår.
Kalender - det sker i februar
Temadag om Astrid Lindgren – film og foredrag
Kom med når vi først ser filmen 'Unge Astrid' i biografen og bagefter på biblioteket hører Jens Andersen fortælle om Astrid Lindgrens liv og forfatterskab. Bliv klogere på kvinden, som skabte de udødelige skikkelser som Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Mio, min Mio.
Billetpris for film, mad og foredrag: 225 kr. - 205 kr. for medlemmer af Nysgerrig Fyn.
Billetpris kun for foredraget: 150 kr. - 130 kr. for medlemmer af Nysgerrig Fyn.
Billetpris kun for filmen: 85 kr. Læs mere og køb billet.
Mandag 4. februar kl. 15.15
Sted: Hovedbiblioteket i Borgernes Hus og Nordisk Film Biografer, Odense
Arrangeret i samarbejde med Odense Teater og Nordisk Film Biografer, Odense.
Kort over Paradis
Forfatteraften med Knud Romer, som fortæller om sit arbejde med at skrive romanen 'Kort over Paradis', hvor det især kommer til at handle om erindring.
Pris 80 kr. Læs mere og køb billet.
Onsdag 6. februar kl. 19-21
Sted: Biblioteket på Kulturøen, Middelfart.
Arrangementet er en del af projektet Litteraturvinkler.
Få smag på H.C. Andersen: HCA og moderniteten
Få inspiration til læsning af Andersen, når Dalum Kirke og Dalum bibliotek i samarbejde med professor, dr. phil. Johan de Mylius, arrangerer en række korte gå-hjem møder med oplæsning af H.C. Andersen tekster.
Gratis m. tilmelding. Læs mere og bestil billet.
Torsdag 14. februar kl. 16-17
Sted: Dalum Bibliotek.
Poetry Slam
En konkurrence i poesi, hvor alle kan deltage, og publikum er dommere - oplev poeter duellere med ord og hør digte og tekster, der aldrig er opført før!
Poetry Slam Fyn står for showet på en aften med lyrik, hygge og øl.
Se også PSFyns Facebook-side eller se mere på psfyn.dk.
Pris 30 kr. Læs mere.
Du kan selvfølgelig også optræde selv, alt du skal gøre er at sende en mail til mail@psfyn.dk hvor du skriver dit navn og dato for deltagelse.
Lørdag 16. februar kl. 19.30 (dørene åbner kl. 18.30)
Sted: Teater Momentum, Odense C.
Tom Buk-Swienty 'Det ensomme hjerte'
På et fællesarrangement med Odense Valgmenighed vil forfatteren Tom Buk-Swienty fortælle om sin bog 'Det ensomme Hjerte', der bygger på dagbogsnotater/tegninger udført af Hans Horn, der voksede op i mellemkrigsårenes Kiel, men siden blev sendt til østfronten.
Entré: medlemskab af OV, OH eller 50 kr. + 30 kr. til forfriskning. Læs mere.
Tirsdag 19. februar kl. 19
Sted: Odense Valgmenighedskirke, Dronningensgade 1, Odense C
Arr. i samarbejde mellem Odense Højskoleforening og Odense Valgmenighed.
Monolog om forfatterinden Sylvia Plath
Et intenst og usentimentalt portræt af Sylvia Plath, én af det 20. århundredes største kvindelige forfattere.
Hudløst fortalt med hendes egne ord om forfatterambitioner, depression, selvmordsforsøg, elektrochok og mødet med den altoverskyggende store kærlighed digteren Ted Hughes.
Sylvia Plath begik selvmord i 1963. Hun nåede at udgive digte, essays og romanen 'Glasklokken', som blev hendes store litterære signatur for eftertiden - beskrivelsen af en ung kvindes kamp mod depression.
Forestillingen varer 55 min. Pris 50 kr. Læs mere og køb billet.
Tirsdag 19. februar kl. 19-20
Biblioteket på KulturØen.
Jeg er Nauja - En grønlandsdanskers bekendelser
Kvinden, grønlænderen, danskeren og debattøren Nauja Lynge kaster med sin stærke, selvbiografiske debatbog et vægtigt indlæg ind i debatten mellem Grønland og Danmark.
Med sin fortælling om det grønlandske dilemma om tilhørsforhold og identitet, fortæller hun råt for usødet om sit liv fra en stille og lykkelig barndom i Grønland, en svær ungdom i Danmark med fornægtelse af sit ophav til et turbulent voksenliv, hvor hun endelig tager opgøret med sin dansk/grønlandske identitet.
Pris: 75 kr. Læs mere og køb billet.
Tirsdag 19. februar kl. 19-21
Sted: Nordatlantisk Hus, Nordatlantisk Promenade, Odense C
Arr. i samarbejde mellem Nordatlantisk Hus og Odense Bibliotekerne.
Forfatteren og forskeren – Mikael Josephsen og Mogens Davidsen
Druk, digtning og genrejsning. En forfattersamtale med Mikael Josephsen, især om hans anmelderroste 'KNÆK' og 'Jeg er farmor', der begge hudløst skildrer misbrug, hospitalsindlæggelser og svigt, samt den tredje bog i trilogien, 'Jubelidiot', som udkommer februar 2019. Hør forfatter Mikael Josephsen i samtale med litteraturforsker Mogens Davidsen.
Pris 180 kr. - Studerende 90 kr. Læs mere og køb billet.
Onsdag 20. februar kl. 18.15-20
Sted: Borgernes Hus, lokale 3.6, 3. sal, Østre Stationsvej 15, Odense C
Arr. af Folkeuniversitetet Odense.
Sogneeftermiddag: Bud - forfatteren Martin Jensen
Med afsæt i fortællingen om dagens Danmark skildrer forfatteren Martin Jensen moderne mennesker, der står i situationer, der forholder sig til Det Gamle Testamentes 10 bud.
Ikke fordi vi er kristne, men fordi de etiske udfordringer, vi står overfor i hverdagen er almenmenneskelige.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Onsdag 20. februar kl. 14.30
Sted: Vor Frue Kirke, Damgade 17, Assens.
Vol. 12 Reading Festival
Oplæsning af dramatikeres tekster, før de bliver til teater. Publikum inviteres med ind i de upcoming dramatikeres maskinrum og hører første læsning af de spritnye tekster under overskriften 'Terror'.
Vi lyn-iscenesætter teksterne og præsenterer dem for jer i et helt råt format. Nogle gange er tekst stærkere, når den ikke er udsat for lyd, lys, kostumer og sceneskift.
Efterfølgende er der åben debat om teksten. Ingen af vores store forestillinger har omhandlet terror - derfor sætter vi spot på det igennem fire yderst forskellige tilgange til emnet - én hver dag.
Pris 180 kr. – rabat til unge, skoler m.fl. Læs mere og køb billet.
Fra fredag 21. til mandag 24. februar kl. 19.30 (dørene åbnes kl. 18.30)
Sted: Teater Momentum.
Mød Lars Johansson og hør om romanen 'Ved ishavet'
'Ved Ishavet' udspiller sig i det lille fiskersamfund Berlevåg i Nordnorge umiddelbart før og under Anden Verdenskrig.
I centrum står Margit, en ung fiskerkone, og hendes uægte datter, Jorunn, hvis far ikke vil vide af hende.
Da Margits mand forliser under en vinterstorm, står hun alene med små børn og uden penge.
Samtidig bliver Berlevåg en vigtig brik i tyskernes krig mod Rusland. Der anlægges en flyveplads, tyske soldater, og varer vælter ind i det lille samfund.
Det stiller Margit og resten af fiskersamfundet over for en række dilemmaer: Skal man vælge modstanden eller fraternisere med fjenden?
Pris 60 kr. Læs mere og bestil billet.
Torsdag 21. februar kl. 19.30-21.30
Sted: Svendborg Bibliotek.
Forbudte bøger
Foredragsrækken tager et historisk kig på fem kontroversielle bøger, der alle er kommet på kant med lovgivningen eller religionen.
Vi vil fokusere på, hvorfor disse værker er blevet opfattet som så provokerende i deres samtid og diskutere grænserne for det tilladelige i de sidste tre århundreder.
1. gang om 'Fanny Hill' af John Cleland (1748) ved Leif Søndergaard, lektor emeritus i litteratur, SDU.
Pris 580 kr. - Studerende 290 kr. Læs mere og køb billet.
5 gange - 1. gang mandag 25. februar kl. 18.15
Sted: Borgernes Hus, Lokale 3.5 og 3.6, 3. sal, Østre Stationsvej 15, Odense C.
Rundt om Holberg - en nutidig klassiker
Ludvig Holberg er blevet kaldt "den danske litteraturs fader". Han skabte komedien på dansk og var med til at introducere flere moderne litterære genrer i dansk litteratur.
Et oplysningstidsmenneske, der tog livtag med nogle af tidens største samfundsemner som kønsroller, religiøs tolerance og ufornuftige autoriteter – temaer, der stadig i høj grad er til debat i Danmark og Norge i dag.
Pris 75 kr. Læs mere og køb billet.
Mandag 25. februar kl. 18.30
Sted: Kulturmaskinen, Magasinet, Farvergården 19, Odense C
Arr. af Folkeuniversitetet Odense i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag.
Natur og landskab hos H.C. Andersen
Da H.C. Andersen levede, indgik landskabet i forestillingen om det nationale særpræg og blev til en ramme om det nationale fællesskab. Andersen er en begejstret og fremragende skildrer af det nationale, danske landskab.
I Italien og Spanien oplevede han en natur og et klima, der var meget forskelligt fra det danske med sol og varme, imponerende bjerge og romantiske omgivelser.
Vi ser på naturbeskrivelser og forholdet til det nationale og fremmede i H.C. Andersens eventyr og romaner.
Pris 380 kr. - Studerende 190 kr. Læs mere og køb billet.
3 gange - 1. gang tirsdag 26. februar kl. 17.00
Sted: Karen Brahe Auditoriet, Odense Adelige Jomfrukloster, Albani Torv 6, Odense C
Arr. af Folkeuniversitetet Odense.
Det danske sprog lige nu
Har du lagt mærke til, at mange siger og skriver "tildenser" i stedet for "tendenser"? Eller at man siger "det ligner at" og "det virker til" i stedet for "det ser ud som om"? Eller at udtalen af "penge" hos flere danskere lyder som "pinge" i stedet for "pænge"?
Så har du fingeren på den sproglige puls, men har måske lyst til at få nogle forklaringer på de sproglige forandringer, vi ser i disse år.
Pris 180 kr. - Studerende 90 kr. Læs mere og køb billet.
Torsdag 28. februar kl. 18.30
Sted: Syddansk Universitet, Odense, Lokale U1, Campusvej 55, Odense M
Arr. af Folkeuniversitetet Odense.
Slainte – sans en bog
I det kolde februar inviterer vi på en varmende sanselig oplevelse, hvor vi kombinerer det, skotterne kalder Uisge-Beatha (livets vand), med litteraturoplevelsen. Vi har valgt bøger ud fra vores sanser og ud fra de forskellige whiskyer, I vil komme til at smage.
Det bliver en aften med varme og styrke for krop og sjæl i hænderne på 2 sansende bibliotekarer og whisky-ekvilibrist Martin Greve Jensen, indehaver af Vinspecialisten Bellinge.
Pris 100 kr. inkl. whisky og snacks. Læs mere og køb billet.
Torsdag 28. februar kl. 19-22
Sted: Dalum Bibliotek.
Kalender - det sker i marts
Forfatteraften med Judith Hermann
Et unikt arrangement med den tyske forfatter Judith Hermann.
Aftenen består af to dele:
Læseklub: Fra kl. 18 har du mulighed for at deltage i en minilæseklub om Judith Hermanns roman 'Al kærligheds begyndelse'.
Læseklub, forfattersamtale og bog:
175 kr. inkl. Judith Hermanns roman, kaffe og kage.
Forfattersamtale: Fra kl. 19 samtaler formand for Dansk-Tysk Selskab, Steen Bille, med Judith Hermann. Samtalen vil tage udgangspunkt i 'Al kærligheds begyndelse', men også hendes novellesamlinger. Interviewet foregår på tysk, men Steen Bille vil løbende oversætte hovedpointerne til dansk.
Forfattersamtale: 80 kr. inkl. kaffe og kage - BEMÆRK, disse billetter giver først adgang kl. 19.00.
Læs mere og køb billet.
Tirsdag 5. marts kl. 18-21
Sted: Hovedbiblioteket Odense.
Arrangementet er en del af projektet Litteraturvinkler.
Foredrag med Iben Mondrup
Iben Mondrup debuterede i 2009, og siden er det gået hurtigt. Det er blevet til seks romaner, heriblandt de prisbelønnede 'Godhavn' og 'Karensminde'. Hun er kendt for sin billedmættede litteratur og sit sanselige sprog, men også for sin evne til at skildre de menneskelige relationer.
Hør Iben Mondrup fortælle om, hvordan hun fandt sit sprog og om de tre seneste bøger, som alle kredser om menneskelige relationer og de dynamikker, som kan styre en familie og et samfund.
Pris 100 kr. for medlemmer, 150 kr. for ikke-medlemmer. Læs mere og køb billet
Onsdag 6. marts kl. 20-22
Sted: Agedrup Sognegård, Agedrup
Arr. af Fyns Kvindelige Litteratursalon.
'Hvor jeg var barn var der isbjørne'
Antropolog Anne Knudsen fortæller om sin erindringsbog 'Hvor jeg var barn, var der isbjørne', om at være barn i 1950'ernes Grønland.
Anne Knudsen tilbragte hele sin skoletid i Grønland, og i sin fine erindringsbog fortæller hun om et land, der ikke findes længere, men som hun dengang så med barnets klare blik.
Det foregik i Tasiilaq på Grønlands østkyst i 1950'erne, da østkystens to bittesmå byer var fuldkommen afskåret fra omverdenen ni måneder af året.
Inden foredraget synger det grønlandske kor 'Umiaq' fra kl. 18.30-19.00.
Entré: 75 kr. - Nysgerrig Fyn: 50 kr. - Studerende: 25 kr. Læs mere og køb billet
Mandag 11. marts kl. 19.00
Sted: Faaborg Bibliotek.
Helle Helle
Alle kender fornemmelsen af, at skænderiet om hvem der skal tage opvasken i virkeligheden handler om noget andet og meget mere.
Sådan er det også med Helle Helles romaner. Små ordvekslinger, iagttagelser af dagens gang og kondisko, der er alt for stor. Men i de små detaljer gemmer der sig et væld af dramaer og usagte ord.
Den anmelderroste roman, 'DE', er en skildring af et mor-datter-forhold, om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne.
Hør den populære forfatter fortælle om bogen, om sit forfatterskab, om hvordan en roman bliver til, og om hvorfor den - heldigvis - aldrig bliver helt som planlagt.
Pris 100 kr. Læs mere og bestil billet.
Onsdag 13. marts kl. 19.30 til kl. 21.30
Sted: Svendborg Bibliotek.
Murakami: Ordene, lyden og billederne
Murakamis forfatterskab skaber billeder, ikke bare i romanerne, men også som film, i musik og i kunst.
Filmen 'Dreaming Murakami' (2017) bliver introduceret af instruktør Nitesh Anjaan. I filmen følger vi Mette Holms arbejde med at oversætte Murakamis debutroman 'Hør vinden synge'. En sanselig og poetisk film om sprog, litteratur, lidenskab og ensomhed optaget i både Danmark og i Japan.
Mette Holm kommer og fortæller om oversættelsen af Murakamis seneste roman, 'Mordet på kommandanten', og om dens referencer til andre kunstarter og til forhold i Japan. Til sidst gennemgår Anne Valbjørn Odgaard 'Mordet på kommandanten'.
Pris: 460 kr. Læs mere og køb billet.
Onsdag 13. marts kl. 10
Sted: Cafébiografen, Brandts Passage 39-41, Odense C
Arr. af Folkeuniversitetet Odense i samarbejde med Kolding bibliotek.
Foredrag med Helle Helle
Kom og oplev altid veloplagte Helle Helle fortælle om sin seneste roman 'de'.
Bogen handler om en 16-årig pige og hendes mor i en lille by på Lolland, hvor pigen tager bussen til gymnasiet, mens moren går på arbejde i en butik. Alt ånder på sin vis fred og idyl, men under overfladen lurer morens sygdom - og dén er det svært at tale om. Bogen er skrevet i den velkendte minimalistiske stil, som Helle Helle er både kendt og elsket for.
Pris 80 kr. Læs mere og køb billet.
Torsdag 14. marts kl. 19-21
Sted: Biblioteket på Kulturøen, Middelfart.
Glæd dig til...
Litteraturmaskinen 19. marts med Morten Ramsland og Torben Munksgaard
De har begge noget med Odense og skriver begge to bøger med kant, så det bliver et spændende forfattermøde.
Billetpris med spisning: 250 kr.
225 kr. for medlemmer af Nysgerrig Fyn - 180 kr. for medlemmer af Litnet (medlemskort vises i indgangen).
Læs mere og køb billet.
Tirsdag 19. marts kl. 18.30-21.30
Sted: Kulturmaskinen, Farvergården 7, Odense C.
Nyheder til LITNYT kan sendes til webmaster
|