Litnyt • December 2021

Litteraturnetværket i Odense
"Book. Fireplace. Cocktail. Perfection!" by futurestreet licensed with CC BY-NC 2.0 https://creativecommons.org/licenses/by-nc/2.0/

Læs her, hvad der sker inden for litteratur og forfattermøder i Odense og på Fyn. Det er en lidt stille måned, men stadig med liv i litteraturen.
LITNET har holdt 3 fine forfatterarrangementer i efteråret, og vi følger op efter nytår med generalforsamling og flere Café Litnet med spændende forfattere.
Og så har vi besluttet, at kontingentet for 2022 er halv pris – kun 100 kr. årligt for at være medlem og komme gratis til Café Litnet.


Det sker i december

Stine Pilgaard

Forfattermøde – Stine Pilgaard
Hør om arbejdet med hendes nyeste udgivelse ‘Meter i sekundet’. Bogens kapitler afrundes alle med en sangtekst, og én af disse kan nu ses i den nye højskolesangbog. Vær med til at fejre den nye højskolesangbog med forfatteren, oplæsning og fællessang.
Pris 80 kr. Læs mere og tilmeld.
Torsdag 2. december kl. 19-21
Sted: Middelfart bibliotek, Havnegade 6, Middelfart
Arrangeret i samarbejde med DOF Middelfart Musikaftenskole.


Astrid Saalbach 'Der hvor du ikke vil hen'

Forfatterforedrag med Astrid Saalbach
Astrid Saalbach udgav i år den anmelderroste ‘Der hvor du ikke vil hen’, en slægtsroman om to unge kvinders liv i bl.a. Faaborg og Grønland. Vi følger deres skæbne under bl.a. 1. verdenskrig, den spanske syge og 30’ernes depression. Astrid Saalbach har et stort forfatterskab bag sig og har vundet adskillige priser både som dramatiker og skønlitterær forfatter.
Pris 75 kr. Læs mere og bestil billet.
Torsdag 2. december kl. 19-21
Sted: Ringe Bibliotek.


Lotte og Søren Hammer

Fiktion og 2. verdenskrig – interview med Lotte og Søren Hammer
Forfatterne til den historiske spændingsroman-serie ‘Venner og fjender‘ fortæller om deres seks romaner i serien, hvoraf de sidste to bind udkommer i januar. Man følger bondedrengen Peter, som kommer ind i nazismens verden, og den dansk-jødiske pige Kassandra, som vikles ind i farefulde situationer. Hør om de sidste to bøger i serien.
Gratis billetter med bestilling. Læs mere og bestil billet.
Torsdag 2. december kl. 16.30
Sted: Hovedbiblioteket, Odense C.


Christoffer Thunbo Pedersen

Forfattermøde med Christoffer Thunbo Pedersen
Øens Litteraturservice præsenterer forfatter Christoffer Thunbo Pedersen. Han debuterede i 2020 med digtsamlingen ‘Gennem dage af hyld og tjørn‘ med ekspressiv billeddannelse og referencer til den kristne mytologi om smerte og skønhed i møde med verden. Forfatteren læser op og taler om sit forfatterskab med Julie Gufler.
Gratis med tilmelding. Læs mere og tilmeld.
Torsdag 2. december kl. 18.45-20
Sted: Ærøskøbing bibliotek.
Arr. er støttet af Statens Kunstfond


Poetry Slam

Poetry Slam
En konkurrence på ord, hvor publikum bestemmer vinderen. Læs mere.
Søndag 5. december kl. 19.30
Sted: Teater Momentum, Ny Vestergade 18, Odense C.
Arr. af Poetry Slam Fyn.


Poetry Slam i Nyborg

Poetry Slam – talte ord med humor og nerve
Kom til Poetry Slam og bliv bevæget af dybe, sjove, skæve, skøre og rørende tekster fremført som talte ord.
Dagens vært er Emil Nygård, tidligere vinder af DM i Poetry Slam. Emil har skrevet masser af digte, noveller og andre tekster og har slammet siden 2013.
Gratis entré. Begrænset antal pladser, så bestil billet. Læs mere og køb billet.
Fredag 10. december kl. 16-17
Sted: Nyborg bibliotek, Torvet 11, Nyborg.


Den jyske hede

Temaaften – den jyske hede
Den jyske hede blev i 1800-tallet interessant i fortællingen om det nationale særpræg. St.St. Blicher var central i denne, og siden fulgte bl.a. H.C. Andersen og Jeppe Aakjær. I 2020 udsendte Malte Tellerup romanen ‘Hedeselskabet’ og Ida Jessen ‘Kaptajnen og Ann Barbara’. Johs. Nørregaard Frandsen tager os med på en litterær hedevandring over 200 år.
Pris: 275 kr. – studerende 175 kr. Læs mere og tilmeld.
Mandag 13. december kl. 17.30
Sted: Syddansk Universitet, Lokale U51, Odense M
Arr. af Folkeuniversitetet Odense.


Bibelen for nysgerrige

Forfattermøde om ‘Bibelen for nysgerrige’
Mød Nyborg-illustratoren Lars Vegas Nielsen og forfatter Sara Nørholm, der fortæller om arbejdet og tankerne bag deres bog ’Bibelen for nysgerrige’. De fortæller om processen med bogen, om samspillet mellem ord og billeder og om ambitionen bag udgivelsen. Mulighed for at købe og få signeret bogen. Gratis entré. Begrænset antal pladser, så bestil plads. Læs mere og bestil billet.
Onsdag 15. december kl. 16-17.30
Sted: Nyborg bibliotek, Torvet 11, Nyborg.