Litnyt • juni 2022

Læsning i vindueskarm
Litteraturnetværket i Odense

I dette nyhedsbrev kan du læse om, hvad der sker inden for litteratur og forfattermøder i Odense og på Fyn.
Det sker i juni
Nyheder
Nye udgivelser


Det sker i juni

Poetry Slam

Poetry Slam
Emil Nygaard fra Poetry Slam Fyn leder et brag af et poetry slam i kirken. Det er, populært sagt, poesiens svar på kampsport, en konkurrence på ord, hvor poeterne kæmper om publikums gunst. Aftenens poeter vil lade sig inspirere af kirkerummet og fylde det med underholdende og tankevækkende poesi. Publikum bestemmer aftenens vinder.
Du kan købe billet som publikum eller melde dig som optrædende poet. Entré 50 kr. Læs mere og tilmeld.
Lørdag 11. juni kl. 19.30-21.30
Sted: Vor Frue Kirke, Frue Kirkestræde 12, Odense C.


Story slam

Story Slam – Højt til loftet
Kirkerummet åbnes for gode, uhyggelige, sørgelige og frem for alt selvoplevede historier, skabt og fortalt af dig og andre om livets små og store oplevelser. Det er en åben konkurrence om at fortælle den bedste historie. Værterne er de erfarne fortællere Jens Peter Madsen og Maria Junghans.
I pausen serverer kirken lidt let at drikke og spise. Bagefter kårer vi vinderen, og så er scenen åben for dem, der alligevel blev inspireret til at dele en historie fra deres liv.
Entré 50 kr. Læs mere og tilmeld.
Tirsdag 14. juni kl. 19-21
Sted: Vor Frue kirke, Frue Kirkestræde 12, Odense C.


Chimamanda Ngozi Adichie

Livestream: Chimamanda Ngozi Adichie
Den verdenskendte forfatter til ’Americanah’, ’En halv gul sol’ og ’We should all be feminists’ besøger Det Kgl. Bibliotek. Vær med på Svendborg Bibliotek, når vi streamer live fra Den Sorte Diamant.
Chimamanda Ngozi Adichie deler i dag sin tid mellem Nigeria og USA og er en fremtrædende repræsentant for en ny generation af afrikanske forfattere, der er slået igennem i USA og læses verden over.
Det er gratis at deltage i arrangementet, men tilmelding er nødvendig. Læs mere og tilmeld.
Tirsdag 14. juni kl. 19-20.30
Sted: Svendborg bibliotek.


Bog og udstilling Pigen fra Vejstruplund

Pigen fra Vejstruplund
Forfattersamtale og åbning af udstillingen om Vejstruplund Pigehjem ved Svendborg Museum.
Forfatter og historiker Morten Møller samtaler med ph.d. Bolette Frydendahl Larsen om opdragelse, frihedstrang og faldne kvinder.
Morten Møllers dokumentariske roman ’Pigen fra Vejstruplund’ fortæller historien om en ung, frihedselskende kvinde, der samles op fra Nyhavns prostitutionsmiljø og sendes til Vejstruplund i 1930erne. Sent i livet ser hun sin egen journal og begynder eftersøgningen af sin tabte ungdom og den pige fra anstalten, som blev hendes allierede.
Læs mere og book billet.
Torsdag 16. juni kl. 15-17.30
Sted: Svendborg Museum, Grubbemøllevej 13, Svendborg.


Anne-Marie Vedsø Olesen

Mød forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen
Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sit forfatterskab med fokus på den anmelderroste ’Vølvens vej – Snehild’, som udkom i september 2021,og er nomineret til DRs Romanpris. ’Snehild’ er første bind af den stort anlagte trilogi ’Vølvens vej’ baseret på nordisk mytologi og som udspiller sig i jernalderen på Stevns omkring Tryggevælde å, hvor forfatteren selv bor.
Gratis med tilmelding. Læs mere og tilmeld.
Mandag 27. juni kl. 18.45-20.15
Sted: Ærøskøbing bibliotek, Ærø
Arr. af Ærø Folkebibliotek.


Johannes Jørgensen digterrute

Gå med på Johannes Jørgensen digterruten
Følg i digterens fodspor rundt i Svendborg med komponist Povl Balslev.
Svendborg har sin egen digterrute tilegnet digter og æresborger Johannes Jørgensen. Ruten snor sig gennem den smukke bymidte og ned til havnen og slutter på Assistens Kirkegård.
Undervejs kan du lytte til fortælling om digteren og hans poesi tilsat nykomponeret musik af Povl Balslev.
Vi slutter af med et glas italienske bobler og levende musik i Johannes Jørgensens Hus midt i byen.
Selve turen er på 4,8 kilometer og er gratis, men med tilmelding. Læs mere og tilmeld.
Husk smartphone og hørebøffer!
Onsdag 29. juni kl. 14-16
Mødested: Foran Svendborg Bibliotek.


Nyheder

Gladiator forfatterskole

Få sparring på dit manuskript
Der er ledige pladser på Gladiators fynske forfatterskole med start til august.
Forlaget Gladiator har igennem en årrække gjort det til en mærkesag at hjælpe spirende forfattere på vej. De har oprettet forfatterskoler i København og Århus, og nu er der også mulighed for at blive en dygtigere læser og forfatter i Svendborg.
Til august starter endnu et hold af den Fynske Forfatterskole med forfatter Luca Engberg Talamona som underviser. Ansøgningsfrist er 12. august 2022. Undervisningen løber fra august til oktober og slutter med oplæsningsaften. Læs mere.


Bliv læseguide

Bliv læseguide
Hvis du læser litteratur og har lyst til at dele det med andre, er du måske Læseforeningens nye læseguide. Foreningen uddanner frivillige læseguides i metoden ’guidet fælleslæsning’ og opretter bl.a. læsefællesskaber for ensomme ældre rundt i landet, og vi skal nu oprette læsefællesskaber for ældre i Odense.
Så Læseforeningen søger lige nu frivillige læseguider i Odense, Faaborg-Midtfyn og Aarhus, som har lyst til at gøre en forskel for at modvirke ensomhed blandt ældre. Ved at skabe stærke læsefællesskaber for ensomme ældre, kan du som læseguide netop nu være med til at gøre en forskel med skønlitteratur. Læs mere.


Nye udgivelser

Bog Havets skygge

Havets skygge’ af Lisbeth Lumby Rasmussen
Bogen følger forfatterens farfar, Ejnar, fra han er otte år på Ærø i 1904 og indtil hans død sidst i 1970’erne. Hans liv bliver mere eventyrligt end normalt for en søn af en fattig fisker, og Ejnar bliver en mand, som sætter moral og retfærdighed højt. Hans ungdoms kæreste er udsat for en ulykke, som Ejnar tager til Chicago for at hævne. De to holder sammen hele livet, men i al hemmelighed.
Ejnars barnebarn, Ann, er bogens anden hovedperson og tæt knyttet til Ejnar, som hun lever hos det meste af sit liv i Middelfart, hvor størstedelen af handlingen sker.

Slægtshistorie i flere spor
For hvert kapitel skifter vi mellem Ejnars liv i starten af århundredet og Anns i midten af samme, så vi skifter sted, tid, sprog og synsvinkel, mens handlingens to spor skrider fremad. Det er lidt krævende for læseren, fordi der er mange personer og steder igennem romanen, og flere gange ligger synsvinklen også hos bipersonerne.
Handlingen er fængende, dog med en tendens til at personerne er lidt unuancerede – enten gode eller ’onde’.
Bogen udkom i februar 2022 på forlaget Mellemgaard, 420 sider, pris 270 kr./ebog 169 kr.