Forfatterinterview



Interview med forfatter Lena Krogh Bertram
ved Pia Sigmund, Litnet

Lena Krogh Bertram fortæller om sit forfatterskab og læser op af sin nye bog, ”Der flyver ingen hatte”, torsdag den 28. august i Café Litnet.

Indenfor ni måneder i 2013-2014 har forfatteren Lena Krogh Bertram udgivet hele tre bøger. To digtsamlinger – ”Hunner” og ”Dødszone” – og en erindringsbog, ”Der flyver ingen hatte”. Og som om det ikke skulle være nok med denne produktivitet, også nogle oversættelser. For øjeblikket oversætter hun krimier af svenske Kjell Eriksson og norske Chris Tvedt.
Lena Krogh Bertrams forfatterskab falder tidsmæssigt i tre epoker: 1980´erne med flere digtsamling og en roman, tiden fra 1990 til nu med en lang række oversættelser (bl.a. af Henning Mankells bøger) og endelig de seneste par år, hvor hun igen har udgivet digtsamlinger og erindringsbogen.

Den flittige dame bor i et hyggeligt rækkehus i Odenseforstaden Holluf Pile. Jeg spørger til de tre epoker.

”Da jeg blev ved med at oversætte, spurgte min nevø mig, hvad der dog skulle blive af alt det materiale, jeg havde samlet og noteret om Fanø og familien. Jeg er født med en stor kærlighed til Fanø. Jeg har altid haft stor glæde af at alt, hvad jeg har fået fortalt om min slægt og dens liv på Fanø og at researche om den. Da gik jeg i gang med at skrive og bearbejde det store stof; men det var ikke nemt, for dels dukkede der hele tiden nye ting op, dels måtte jeg skære meget væk. Jeg har kun brugt 1/10 af alt, hvad jeg ved i bogen, ”Der flyver ingen hatte”. Jeg har arbejdet dag og nat for at få den færdig. Om aftenen sagde jeg til mig selv: ”Nu skal du slappe af, Karen Lena.” Men det kunne jeg ikke, der dukkede hele tiden nye stemmer og vinkler op.

Det er blevet til en bog med tre hovedpersoner, min slægt, Fanø og mit eget liv. De tre spiller med og mod hinanden. Modspil er i det hele taget vigtigt for mig. I arbejdsprocessen med denne bog har det været familien, der har hjulpet mig med at holde fast i den røde tråd.”

Personlig bog

Lena Krogh Bertrams mormor og farmor døde begge, da hun var 11 år. ”Jeg føler mig meget tæt forbundet med dem begge to. Det har også været mine forfædre og formødre, der har støttet mig undervejs, mens jeg skrev erindringsbogen: De overvandt så mange ting i deres liv, at jeg mærkede, at jeg også kunne overkomme at få deres og mine historier på plads.”

”Der flyver ingen hatte” er en meget personlig bog, der går tæt på forfatterens op- og nedture gennem livet.

”Du blander egne erindringer med formødrenes og forfædrenes livshistorie, og du lægger ikke skjul på noget?”

”Hvorfor skulle jeg det?” svarer Lena Krogh Bertram, ”romanen er stumper og stykker af det hele. Det er nu engang min stil at lave en mosaik. Jeg prøver at beskrive det slemme med en lyrisk pen. Jeg har lært af de dumheder, jeg har begået. Lykken skal vi nyde, ulykken skal vi lærer af.

Af alle mine bøger holder jeg mest af ”Der flyver ingen hatte”, fordi bogen var så tæt på ikke at blive skrevet. Jeg mistede en hel kasse materiale under en flytning og måtte rekonstruere det hele.”

En initiativrig Odensepige

”Omkring 1980 var jeg medlem af Badstuens Kulturelle Samråd. En dag hørte jeg Vagn Lundbye læse op af ”Hvalsange”. Erik Moseholm spillede musik til. Jeg syntes kombinationen af digte og musik var spændende. Derfor skrev jeg en note i Fyens Stiftstidende, om nogen kunne være interesseret i at starte en Lyrikcafé? Overvældende mange meldte sig.

Vi startede med at danne basisgruppen Genklang. Jeg lavede plakater og små digtbøger sammen med min datter. Der var ene mænd i Kulturelt Samråd, og de rystede på hovedet og sagde: Der kommer ingen. Joe, det gjorde der, der kom 175 personer til vores første sammenkomst.

Vi arrangerede lyrikcafé en gang om måneden. Der var mange debutanter, der optrådte, digtere der senere ”er blevet til noget”. Pia Tafdrup havde sin første oplæsning hos mig og digtere som Anni Broue, Birgit Filstrup og Ingrid Mejer Jensen. De henvendte sig selv for at være med. Efter et år overtog en anden arrangementerne på Badstuen.”