Forfatterinterview

Johanne Mathiasen er gæsteforfatter i Café Litnet torsdag 7. maj 2015.
Café Litnet foregår i Den Fynske Operas foyer, Filosofgangen i Odense.

Johanne Mathiasen elsker at fortælle de gode historier. Men hvor kom interessen fra?

"Der er en lyst og en glæde ved at skrive en god historie," fortæller Johanne. "Som barn digtede jeg historier og eventyr. Jeg lærte at skrive, før jeg begyndte at læse, for jeg spurgte de voksne, om hvordan ordene staves. Mit første eventyr skrev jeg til mine klassekammerater. Når der var vikar i klassen, bad de mig altid om at fortælle eller læse op.

Men jeg havde ikke en drøm om at blive en berømt forfatter. Jeg lyttede også til min far, som var dygtig til at fortælle historier."

Hvad har du udgivet?

"Ungdomsbogen 'To dage i november' og to bøger i børneserien om Sille. Engang da jeg var meget fattig, skruede jeg en novelle sammen til et ugeblad. Jeg har også skrevet mange lejlighedssange. Den første var som 9-årig til min fars 50-års fødselsdag, og siden blev jeg familiens sangskriver. Men kan jeg kalde mig forfatter?" spørger Johanne. "Jeg har været tekstforfatter og har skrevet reklametekster, meget alsidigt lige fra businesstekster til eventyr."

Hvordan fik du ideen til at skrive børnebøger?

"Jeg underviste unge mennesker, som ikke kunne gå i normale folkeskoleklasser, og som havde både indlærings- og adfærds-vanskeligheder, og som aldrig havde læst en bog i deres liv. Jeg gik på biblioteket med dem og gav dem fantasy-bøger, men de havde brug for noget lettere at læse. Jeg skrev deres første bog, tænkt mest til drenge, en spændende bog, men jeg fortalte dem ikke, at det var mig, der havde skrevet den. Ikke før de havde læst bogen færdig, for jeg ville ikke have, at de skulle være høflige over for mig. Men de kunne rigtig godt lide den! Og de læste hele bogen! Da vidste jeg, at jeg var på rette spor, og manuskriptet blev udgivet som 'To dage i november'."

Og Sillebøgerne?

"Jeg begyndte min lærergerning med at undervise i læseklasserne og opdagede, at der manglede noget på letlæsningshylden, især for piger. Jeg tænkte, at på et eller andet tidspunkt, skal du skrive letlæsningsbøger. Jeg har en hel sæk af egne barndomserindringer, men i hvilken form kunne jeg udgive dem? Sille-formen egner sig godt, synes jeg. Jeg har en liste over otte nye emner og håber på, at de kan blive til noget."

Illustrationerne er en vigtig del af en letlæsningsbog?

"Ja, det er vigtigt, at illustrationerne understøtter teksten. Alle bøgerne begynder med et "pas", hvor Sille præsenterer sig selv: Sille Hansen, 8 år, Parken 15, 3 sal … Der skal være små vignetter med tegnede svære ord. Og hver bog slutter med et digt. I 'Sille går sin vej' er det:
"Jeg er Sille.
jeg er sej.
Jeg kan bare
gå min vej.
men min søster
siger nej!""

Skriverhuset – hvad er det for en slags hus?

"Skriverhuset er ikke mit hus, men min virksomhed," fortæller Johanne. "Skriverhuset startede i 2007, hvor jeg opgav min lærervirksomhed. Allerede længe før den tid blev jeg brugt meget til tekstopgaver og korrekturlæsning. Jeg tænkte: Hvorfor ikke tjene penge på det, du alligevel går og laver? I begyndelsen var det mest korrektur, men så fulgte tekstopgaver for kommuner og virksomheder. Sideløbende skrev jeg så livshistorie for forskellige mennesker. Jeg havde jo allerede skrevet livshistorier for kursister på sprogskolen. Nu tilbyder jeg kun livshistorieskrivning. Af og til får jeg henvendelse fra forfattere om hjælp til redigering af manuskripter."

Hvilken slags mennesker, hvilken slags historier?

"Mange forskellige mennesker henvender sig til mig for at få skrevet deres livshistorie, i forskellige aldre, lige fra den unge Thomas på 19 år til mennesker i guldbryllupsalderen.

Jeg har skrevet livshistorie for en ung kvinde med en uhelbredelig sygdom, som ville give sin historie videre til sine børn. Kunden og jeg skrev nogle overskrifter forud for hvert interview. Jeg optager interviewet og transskriberer. Herefter strukturerer jeg teksten og forvandler talesprog til skriftsprog. Kunden får løbende mulighed for at komme med rettelser, og resultatet er i sidste ende en sammenhængende konstruktiv historie.

Jeg skriver ikke for mennesker, der er i krise; dem råder jeg til at gå til en terapeut og til at komme på afstand af krisen. Det mest væsentlig for mig er at fornemme, hvad det er for et menneske, jeg har for mig, og hvad vil dette menneske gerne have frem.

Jeg skriver, fordi jeg gerne vil give de mennesker, som ellers aldrig ville få en stemme, en historie. Jeg jagter ikke rundt efter berømtheder."

Facebookside

Johanne har dannet en Facebookside 'Stave- og kommahjælpen'. Her kan man stille alle de spørgsmål, man har. Hun fortæller, at der er knyttet en stab af de bedste folk til, og hjælpen er – naturligvis – ganske gratis. Og grunden til oprettelsen er, at "jeg blev så træt af alle de folk, der korreksede hinandens stavning. Jeg bryder mig ikke om, at man retter på hinanden. Det er meget bedre at lave et forum, hvor man kan søge råd."

Fortællearrangementer

Johanne har afholdt fortælleeftermiddage i Skriverhuset i nogle år, seks gange nu.

"Det er et sted, hvor folk, der ikke kender hinanden, får en bid af hinandens livshistorie. Ud fra givne overskrifter fortæller man helt korte historier for hinanden. At fortælle de gode og finurlige historier giver energi til at bære de smertefulde historier, vi også alle sammen har. Jeg synes, det er forfærdelig interessant, hvordan mennesker, der er så vidt forskellige, har så meget til fælles. Vi var alle børn engang, vi har alle stået i situationer, der har krævet mod."

Pia Sigmund, april 2015