Forfatterinterview



Interview med forfatter Finn Wiedemann
ved Pia Sigmund, Litnet

Finn Wiedemann fortæller om sit forfatterskab og læser op af sin nye bog, ”Vi er her kun til låns i al slags vejr”, torsdag den 28. august i Café Litnet.

Den 27. august udkommer Finn Wiedemanns roman ”Vi er her kun til låns i al slags vejr”. Den udkommer således lige netop, som var den bestilt til Café Litnet dagen efter.

Finn Wiedemann fortæller, at bogen er en familie- og slægtsfortælling.
”Jeg foretager en form for undersøgelse, man kan kalde det et arkæologisk arbejde, for at få en større forståelse af min familie og mig selv. Tidsrammen for den nye bog er 1950-1970, men der er også meget i bogen, der foregår før og efter denne periode. I bogen blander jeg forskellige genrer: Brevroman, historisk roman, digte, dagbøger, og den har også enkelte essayistiske træk.

Bogen har udviklet sig på en anden måde end planlagt; den skulle have handlet om 60´erne. Men da min mor døde i 2008, og min far kom på plejehjem, fandt jeg en brevkorrespondance i chatollet i deres hjem. Der var cirka 500 breve, som alle var fra 50´erne, mens der stort ikke var nogen breve fra 60´erne. Dermed fik jeg et stort kildemateriale forærende. Jeg har også fundet kvitteringer og inddraget andre former for dokumentarisk materiale, som indgår i fortællingen.

Blandt de mange breve fandt jeg et brev, som rummer oplysninger om min far og hans slægt, som jeg ikke kendte i forvejen. Det gjorde, at jeg undervejs fik et andet blik på mig selv. Sådan kom bogen til at handle om, hvem jeg er, og hvordan man kan forstå sig selv og fortælle sin historie. Det er en ret personlig historie, som dog er fortalt med en vis distance. Fortællingen bliver derfor også en historie om et samfund i forandring.  Bogen skildrer således overgangen fra 50´erne til 60´erne, dvs. fra et samfund præget af knaphed til et samfund præget af vækst og fremgang og så frem imod nutiden. Denne historie spejler sig gennem bogens personer og deres udvikling.

Fra lyrik til romaner

Finn Wiedemann er initiativtager til Odense lyrikfestival sammen med Cindy Lynn Brown, og de to har arbejdet sammen om festivalen i otte år.

Selv har han skrevet lyrik, siden han var ganske ung: ”Jeg begyndte at skrive lyrik, prosa og fiktion som 17-18-årig. Digte stiller store krav til præcision, til form og originalitet, til formmæssige eksperimenter. Prosa giver større frihed. Nogle af fortællingerne til min forrige bog ”Vi er her kun til låns” har oprindelig været skrevet som prosadigte.

"I grunden har vi det jo godt"

I 2013 udgav Finn Wiedemann romanen ”I grunden har vi det jo godt”. Han læste afsnit af den højt på Odense Lyrikfestival i marts i år. Det var tydeligt for tilhørerne, at romanen er stærkt beslægtet med prosadigte, opbygget som den er i korte stykker på 1-2 siders længde, og at romanen egner sig fortrinligt til højtlæsning. Hvert enkelt afsnit står lysende klart som en lille perle i sig selv.

”Den bærende idé,” fortæller Finn Wiedemann, ”er at skildre overgangen fra barn til ung. Jeg-fortælleren fortæller sit liv fra 5 til 15 år. Hvordan ser verden ud, når man er 7 år? når man er 11 år? jeg har brugt mig selv for at skildre et udviklingsforløb. Bogen kan ses som en art udviklingsroman."

Som ringe i vandet

"Måske kan man sammenligne bogens opbygning med at smide en sten i vandet? Ringene breder sig ud, og hver ring er en del af jeg´et. De første år med forældrene, den nære verden, hvor efter der kommer forskellige lag på. I næste cirkel vejen, naboerne, legekammeraterne. Så kommer orienteringen mod massesamfundet, hvor musikken og medierne bliver en del af referencerammen. Gradvist bliver kammeraterne mere nærværende sammen med fritidsinteresserne og forskellige lokaliteter i byen (som kaldes Chigago, men er Munkebo). Derefter kommer interessen for det modsatte køn, og den fylder meget i jeg´ets bevidsthed. Endelig en gryende interesse for samfundsudviklingen og det politiske. Intentionen er, at de forskellige ringe i vandet er med til at forme personen."

Byen

"Efterskriftet er en beskrivelse af byen. Enhver by eller egn har sit særlige kulturelle landkort. Det særlige for denne by er det store skibsværft. Det ”larmer” og fylder og rummer særlige værdier. Det er maskuline værdier som at være først og størst og bedst. Det er som en massiv dyne, man ikke kan slippe udenom. Men det handler også om værdier som fællesskab og solidaritet.”

Nytårstaler

”Det sidste lag i bogen er nytårstaler, uddrag af kong Frederik den 9.s og dronning Margrethes nytårstaler. De danner det samfundsmæssige og nationale lag. De er også en del af den luft, man indånder. Da jeg læste nytårstalerne, slog det mig hvor stor en del krisen i 1970´erne fylder. Det kom bag på mig. Krisen må være en del af den mentalitet, der ligger under det daglige liv.

Lad mig give et konkret eksempel: I et afsnit skildrer jeg, at min far på foranledning af min mor skal begynde at hjælpe til derhjemme. Det falder sammen med FNs kvindeår, som dronningen omtaler. Makrohistorien påvirker os altså.”

En roman?

Kan man kalde ”I grunden har vi det jo godt” en roman?

”Jeg ville ikke kalde bogen en selvbiografi,” siger Finn Wiedemann. ”Selvbiografier forsøger at skabe en illusion: ”Her har vi dit liv i 1:1!” Genremæssigt er det autofiktion, hvor der tages udgangspunkt i virkelige steder, personer og begivenheder. Men jeg tillader mig at have friheden til at digte videre og gøre brug af litterære virkemidler. Roman er simpelthen det mindst ringe begreb, jeg synes passede på bogen.”

Stramt opbygget

Bogen er stramt opbygget og følger hovedpersonens liv år for år. ”Det er en form for benspænd,” indrømmer Finn Wiedemann, ”men det er en måde at få hold på materialet på. Jeg skrev mange fortællinger om min barndom og ungdom, og jeg overvejede: Skulle jeg begrænse det? det var svært, for hvert år i et menneskes liv er vigtigt. Jeg havde mange udfordringer især med de første år, for de tager udgangspunkt i sansninger og følelser, og jeg ville gerne gøre dem konkrete.