Forfatterinterview



Interview med forfatter Bodil Steensen-Leth
25. juli 2014 ved Pia Sigmund, Litnet

 

Bodil Steensen-Leth fortæller om sit forfatterskab og læser op af sin nye bog, ”Når solen er begravet”, torsdag den 28. august i Café Litnet.

Café Litnet finder sted i Den Fynske Operas foyer, Filosofgangen i Odense.

Bodil Steensen-Leth

 

Jeg besøger Bodil Steensen-Leth (BSL) en varm sommerdag i juli i hendes smukke bolig ved godset Steensgaard på det nordlige Langeland. Vi skal tale om hendes roman ”Når solen er begravet”.
Bogens hovedperson er komponisten Rued Langgaard (1893-1952).
Bodil Steensen-Leth har skrevet en lang række romaner, ofte bygget op omkring en enkelt person.

PS: Hvordan vælger du dine hovedpersoner?

BSL: ”Der er flere grunde til, at jeg valgte Rued Langgaard. Jeg kendte hans musik og holdt af den. Jeg begyndte at læse om ham og hans liv. Og derudover kan jeg godt lide excentriske mennesker. Jeg har kendt mange musikere gennem årene, og mange af dem er store excentrikere. Det er en fascinerende verden. Jeg kan lide at skildre, hvordan Langgaard provokerede borgerskabet, samtidig med at han kom fra en pæn og kultiveret familie. Der er noget befriende morsomt ved, at han gjorde noget virkeligt provokerende.

Endelig blev jeg optaget af Langgaards mærkelige skæbne. Det er rigtigt, at han løb fra sit bryllup, og det er rigtigt, at han ikke kom til sin mors begravelse. Men det var trist for ham, at han ikke blev anerkendt for sin musik.

Jeg har også skrevet en roman om en anden musiker, den franske komponist Lili Boulanger. Det er morsomt at fordybe sig i musikken og i mennesket bagved.

”Når solen er begravet” er en roman, der indirekte fortæller noget om musikken. Jeg har haft den store glæde, at vores store gamle komponist Per Nørgård siger, at det er lykkedes mig at fange, hvordan en komponist kan være. Jeg kunne ikke have skrevet romanen uden Bendt Viinholt Nielsens udførlige biografi.”

PS: Lytter du til musikken, mens du skriver?

”Min mand, Bo (Vincens Steensen-Leth), introducerede mig til Langgaards musik, og jeg lytter meget til den, men ikke mens jeg skriver. Jeg hører hans musik for mit indre øre, mens jeg skriver. Jeg elsker nogle af Langgaards symfonier, især nummer 4, 6 og 9, hans orgelværker og hans ”Sfærernes musik”.”

 

Skriveprocessen

PS: Hvordan arbejder du?

Bodil Steensen-Leth”Jeg tager notater hele tiden og arbejder meget med research. Jeg var fx på Det kongelige Bibliotek, hvor jeg fik adgang til at læse Constance Langgaards dagbøger. Jeg besøger Rued Langgaard festivalen i Ribe hvert år; det er meget inspirerende.

Selve skriveprocessen er en dejlig fase, så har man det godt. Det hele arbejder i mig, når jeg er i skriveprocessen. Meget kommer af sig selv, meget kommer fra små hverdagsting, der sker for mig. Nogle gange ved jeg, hvor det skal slutte, nogle gange bestemmer blyanten selv. Drømmene, jeg beskriver, er stort set mine egne. Jeg skriver med blyant og renskriver siden på computeren.

Rued Langgaard var overdrevet i sin adfærd, men sådan kan kunstnere være, ufatteligt selvcentrerede.”

BSL husker, hvordan hun engang skulle øve sig til en optræden sammen med de to herrer skribenter, Preben Major Sørensen og Jørgen Gustava Brandt, og hvordan de kappedes om at få ordet, men ganske glemte, at Bodil også skulle have tid til at øve sig.

PS: Hvilken af dine bøger foretrækker du?

BSL: ”Jeg holder mest af den bog, som jeg netop er i gang med. Men ellers er det romanen ”Fem år i Berlin”, (der handler om juristen Steensen, som arbejder som legationsråd på Det danske Gesandtskab i Berlin under anden verdenskrig). Jeg holder også meget af ”Lili”, om Lili Boulanger. Jeg kan se, at jeg er slået mere ind på det historiske i de seneste år.”

PS: Hvordan begyndte du at skrive?

BSL: ”Jeg har altid skrevet. Jeg digtede drabelige romaner som lille pige i Svendborg. Jeg giftede mig tidligt og blev landhusmor, skulle lære at slagte grise og sørge for et stort hus. Jeg læste engelsk på Odense Universitet og anmeldte bøger i Jyllands-Posten. Der kom et tidspunkt, hvor jeg skulle beslutte med mig selv: Hvad vil jeg? Vil jeg undervise? Eller ville jeg skrive, som jeg dybest set ønskede..?”

 

Bogforum 2014
Bodil Steensen-Leth er inviteret af sit forlag Gyldendal til at optræde på Bogforum i år.

Kirkekoncerter på Nordlangeland
Sammen med sin datter og svigersøn arrangerer Bodil Steensen-Leth hver sommer en musikfestival med internationale musikere i Stoense og Bøstrup kirker. Det var BSLs nu afdøde mand, godsejer Vincent Steensen-Leth, der startede festivalen for 37 år siden.

Wikipedia om Rued Langgaard
”Som 11-årig vakte han opsigt med sine improvisationer på det nye orgel i Marmorkirken og blev i 1917 kaldt en asocial særling. Langgaard foretrak et senromantisk musiksprog med en vis indflydelse af Richard Strauss, men skrev også radikalt eksperimenterende stykker.

Langgaard søgte gennem 20 år stillinger som organist, men blev forbigået, indtil han blev ”sendt i internt eksil” som domorganist i Ribe. Han komponerede flere store orkesterværker.”

 

Pia Sigmund, 25. juli 2014